Følgende indlæg blev skrevet i går, men internetforbindelsen røg, inden jeg fik det publiceret. Jeg satser på at skrive mere i aften:
Så er vi ankommet til Cherub Connections, kaldet Janes place, og dermed tilbage i Joburg.
Flyturen fra Durban gik heldigvis fint, Adam fik en flaske og lidt mad undervejs, og han klarede det bare så godt, og det samme gjorde Ruben, som ellers havde været lidt bekymret for om vi kunne hjælpe ham med at holde ham for ørene, mens vi lettede, for han bryder sig ikke om take-off. Det gik dog heldigvis også fint, Jens holdt ham lidt for ørerne, og kort efter var han fuldt optaget af at kigge ud af vinduerne for at se ned på KwaZulu-Natal - Zulu-regionen, som Durban er en del af. Et smukt, smukt syn, og det fik os faktisk til at ønske at vi havde kørt i bil til Joburg i stedet for at flyve - det må vi gøre, når vi kommer tilbage engang, turen skulle tage ca 5 timer. Faktisk skulle Tracy fra vores B&B køre med familien til Joburg i dag på besøg, og hun siger, det er en utrolig smuk tur. Ruben gjorde dog mig noget nervøs på flyturen, for 2 gange råbte han pludselig Se, der er røg! Det var så bare fra nogle skorstene i hhv. Durban og Joburg!!
Det var trist at sige farvel til Tracy og hendes familie, men det var også skønt at ankomme til Janes, som vi har hørt så meget godt om.
Her er fantastisk, stedet ligger kun ca 10 minutter fra lufthavnen, hvor vi blev hentet i en SUV (selvfølgelig med brudsikre vinduer, som man jo gør her..). På vej fra flyet til lufthavnen i en lufthavnsbus fjollede Ruben i øvrigt med en ældre indisk mand, som blev ved med at snuppe - Rubens kasket, og 'tryllede den frem igen' - det var sjovt at se, hvordan han og Ruben kommunikerede uden at forstå et ord af, hvad hinanden sagde :)
Tilbage til Janes: Man ankommer ude fra vejen, som ligger nærmest inde i (udkanten af-) byen, men bagsiden af huset og dermed haven ligger direkte op til en højderyg med 'bush' - på forsiden er det nærmest 'amerikansk forstad' (dog med elektrisk hegn hele vejen rundt!) og bagsiden er 'Afrika' - fascinerende!
Her er koldt, men da vi ankom i eftermiddag var der sol i haven, hvor der er liggestole, en lille pool (som Jens VIL i - på trods af kulden), klatrestativ og trampolin. Jane er utrolig sød, og det samme er kokken Manuel. Vi har fået et dejligt værelse med et rigtigt puslebord (Note to self: Sæt ALTID pris på et rigtigt pulsebord!), og stuen og køkkenet er rigtig dejligt. Vi skal ikke engang selv sterilisere vores sutteflasker, det ordner Manuel - og hver dag bager han kage til os om eftermiddagen, og Jane tilbereder det aftenmåltid, som vi måtte ønske - i dag fik vi stegt kylling med kartoffelmos, ostegratineret blomkål og sovs (ja, SOVS!) - comfortfood, Uhmm..lækkert efter en uge med fastfood!
Vores dejlige lillebror ligger nu og sover sødeligt i sin seng, når jeg har skrevet dette færdig, skal Ruben og jeg lave lidt mosaik mens Jens overfører billeder, og SÅ skal vi på hovedet i seng, for klokken nærmer sig jo 21 ;)
Adams mave har det tydeligt bedre, det er bare så dejligt! Vi krydser fingre for, det fortsætter!
Igen: TAK for alle jeres søde hilsener her på bloggen, på mails, Facebook mm - det er dejligt med hilsener hjemmefra, dog beklager jeg, vi ikke får svaret personligt, det har vi ikke rigtig tid til - men alle hilsener bliver læst og værdsat, og hilsener til Ruben bliver selvfølgelig læst højt for ham (Tak for din i går, kusine Line - Ruben glæder sig også til kæmpe med sværd med dig og Adam :D ).
Joburg, signing out ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar