fredag den 9. juli 2010

Adam-Dag

 Så er vi samlet :)

Adams socialrådgiver kom kl 9 og fortalte om vores lille dreng.

Kl. ca 10 kørte vi til hans plejefamilie-hus, hilste på hans plejemor, Glennis, kom ind at sidde i et sofaarrangement. Først kom en hel flok frivillige volontører fra forskellige steder i verden, som så gerne ville se lille Lucky møde sin familie og så endelig, endelig - ind kom vores lille Adam. Smukke, dejlige dreng. Lidt betuttet til at begynde med, og da tårerne (mine!) var blevet tørret, sagde jeg noget om at han vist var en stille lille fyr, og så begyndte alle plejerne at grine, for DET er han bestemt ikke.

Vi sad og hyggede i et stykke tid, Adam fik en legetøjs-tiger, som løsnede ham lidt op - den var god at gumle på og kaste med, så vi legede alle 4 'kaste-samle-op-leg' et stykke tid. Ruben og Jens gik udenfor for at se sig lidt omkring og imens faldt Adam i søvn i min favn og sov en god halv time. SÅ dejligt - så kunne jeg bare nyde at sidde stille og betragte ham. På billederne, vi fik af ham, havde han store krøller, de er (desværre) blevet klippet af, men heldigvis er de på vej ud igen. Han er SÅ fin - helt perfekt!! Ingen ord dækker - alle forældre ved, hvad jeg mener :)

Han fik en flaske mælk, og herefter kørte vi med Glennis i et shoppingmall for at købe ind - hun kunne fortælle, hvad vi har brug for til ham: Hvilke bleer, hvilken mad etc Vi hev ned fra hylderne i stor stil, og jeg gik vist konstant rundt med det største, mest lallede smil med min lille søn i bæreselen mens min store søn kørte rundt i en indkøbsvogn, som farmand styrede rundt med - SupermarkedsLykke :) Vi bad også Glennis om at tage de bleer og den modermælkserstatning, hun kunne bruge til de øvrige børn, og det blev hun glad for.

Vi spiste på en restaurant i centeret med Glennis, og derefter kørte vi tilbage til hendes hus, hvor Adam fik et særligt sæt tøj på, han fik en bamse, han havde fået til jul og en ren ble, og så blev vi kørt hjem til vores B&B af Glennis. Inden blev der dog taget den helt store afsked med alle plejerne og de andre børn, bl.a. lille baby Jenny, som er Adams bedste ven. Alle kom ud og vinkede og råbte farvel til os.

Der bor pt 12 børn hos Glennis og hendes familie, og vi var endda inde i hende og hendes mands private soveværelse, hvor der sov mindst 4 små børn i små senge rundt om hendes seng.

Glennis kørte os hjem til Idube, Adam sad hos mig i bæreselen, mens vi kørte, og han faldt i søvn på vejen - hyggeligt. Vi kom bl.a. forbi stadion i Durban, det er helt nyt og bygget specielt til VM. Glennis fortalte os om, hvordan det var under Apartheid, hvor hun også var Crisis family for bl.a. afrikanske børn. Det var interessant men ikke rart at høre om. Vi måtte også fortælle Ruben hvorfor der var mennesker, som tiggede, når vi holdt i lyskryds, det var i det hele taget en begivenhedsrig tur.

Vi kom hjem med vores stolte Storebror og vores sovende Lillebror og tog afsked med Glennis, som vi vil se igen på tirsdag. Da Adam vågnede, var han klar til at lege, han er superstærk og vil rigtig gerne både pjatte med os alle 3 og putte sig ind til både Jens og jeg. Han virker meget tillidsfuld men er samtidig god til at give udtryk for sine behov. Det er dejligt. Vi legede alle 4 og Ruben sagde at 'det er sjovt at være storebror' - han er så stolt af sin lillebror - ' se Adam, din storebror er liiige her' :)

På et tidspunkt sagde Jens og jeg noget til Adam om at 'du er hele rejsen værd' og at 'vi passer på dig', hvortil Ruben fortsatte 'Ja, Adam, de store mennesker - det er Jer, mor og far - beholder dig helt til de er gamle og vi er voksne! ' :)

Nu er Adam blevet puttet, det gik ret nemt, jeg sad hos ham ca 10 minutter, til han sov. Det bliver spændende om han sover hele natten, Glennis fortæller at han ind i mellem vågner og synger lidt, så det bliver spændende :)

Det har været en overvældende og på alle måder fantastisk dag. Nu vil vi have noget aftensmad - Jens og Gert henter KFC-kylling, og så satser jeg på, vi kan få overført et enkelt billede eller to i løbet af aftenen. Tak for jeres søde hilsener, allesammen :)

22 kommentarer:

  1. TILLYKKE, TILLYKKE - Jeg har lige læst det op for Rasmus mens tårerne trillede ad mine kinder :o)
    Nu er Line lige kommet og hun vil også læse.
    Knus og velbekomme her står den på pizza.

    SvarSlet
  2. TILLYKKE alle 4 <3 <3 Hvor er det bare super dejligt at læse nyt fra jer. Jeg glæder mig til at se jeres yngste lille guldklump - og følge resten af jeres rejse.
    Tilykke, tillykke :)
    Mange hilsner fra Tine

    SvarSlet
  3. Stort tillykke med jeres lillebror. Hvor er det dog fantastisk rørende at læse jeres beretning. Held og lykke med resten at turen.

    SvarSlet
  4. Hjertelig tillykke med Adam, og at I nu er en familie på 4. Sikken fantastisk beretning...
    Glæder mig allerede til næste indlæg.
    Jeg vil ønske jer et fortsat godt ophold i SA.

    Hilsen Hanne

    SvarSlet
  5. Åååååh, så var han der! Så var I der. Så var I der allesamen sammen! Det er intet mindre end vdunderligt og meget rørende at læse om. Glæder mig rundtosset til at se den lille smuksak i forening med sin familie.
    Kh, Maja

    SvarSlet
  6. Ord er overflødige - dejligt I er samlet alle 4 - og Ruben er da bare den bedste storebror en dreng kan få!!

    SvarSlet
  7. Kæmpe tillykke til jer alle 4!

    SvarSlet
  8. Hvor er han dejlig !!!!!!!!!

    Mange kærlige hilsner fra os alle fire

    SvarSlet
  9. Hej Metteline og Jens og Ruben.. TILLYKKE med at I nu er en familie på 4. Dejlige billeder - jeg sidder lige og vander lidt ned i min pc..... Håber i får en afrikansk sang i nat :-))

    K.H. Nina

    SvarSlet
  10. Gratulerer så mye!!
    Så deilige barn dere har <3
    Varm hilsen fra meg:)

    SvarSlet
  11. Hvor er det fantastisk! Dejlige billeder! Og en sej storebror der ved alt om hvad foræældrerollen går ud på :-) TILLYKKE

    SvarSlet
  12. Tilykke alle 4
    Dejligt at høre at I er blevet samlet.
    Hvordan har Ruben det?
    Knus mormor og morfar

    SvarSlet
  13. Kære alle 4

    Tillykke med hinanden - det er så rørende at læse om jeres første møde.

    Og hvilken herlig storebror - selvfølgelig passer I på jeres 2 drenge til I bliver gamle og de bliver voksne. Så sødt.

    Håber I får et dejligt ophold.
    Kh Laila (zonen)

    SvarSlet
  14. Nej, hvor er det dejligt at læse med - så rørende, umuligt ikke at tude ;-) Hvor er han bare dejlig - og Ruben er bare verdens sejeste storebror ... Knus fra os

    SvarSlet
  15. Nøj, hvor har I nu to lækkermåse til sønner! Hvor er det helt igennem fantastisk, at I nu endelig er sammen, sammen, sammen for evig og altid. Tillykke!
    Estrid

    SvarSlet
  16. Kære alle 4

    TILLYKKE MED LUCKY LYKKE og I alle 4 nu er endelig er blevet forenet. Hvor er det rørende at læse om og skønt at se billedet af jeres lille smukke søn. Tænk nu er I forældre til 2 skønne sønner:)
    Metteline, jeg kan godt forstå dit "lallede smil" på indkøbsturen . . . du er jo blevet mor igen:O)
    Stort knus Betina og co

    SvarSlet
  17. Tillykke tillykke tillykke.........dejlig læsning. Mange knus Benedicte

    SvarSlet
  18. Stort stort TILLYKKE med I nu er blevet forenet. Adam er bare så lækker :o))

    Mange tanker
    Bente

    SvarSlet
  19. kære alle i familien Lykke
    Tillykke med mere Lykke. Skøn unge. I klæder hinanden.

    Kh Janus & Zenia

    SvarSlet
  20. Hvor ser de dejlige ud -begge jeres sønner. Tillykke til jer alle 4.

    SvarSlet
  21. Snøft. Fantastisk at se jer samlet! Skønt at følge med på bloggen. Tak for det!

    SvarSlet
  22. Hvor ER han da bare sød og kær! Stort stort tillykke med ham og nyd hinanden!
    Kh Sisse, zonen

    SvarSlet