Her er liv og her er glade dage

Så er det vist på tide med en opdatering af bloggen :)

Vi fik et sidste dejligt aftensmåltid hos Jane og fik taget hjertelig afsked med hende og familien Mortensen, hvis fly desværre var blevet afslyst, så de måtte vente et døgn med afrejse! Flyveturen hjem gik forholdsvist let, vi fik en cradle/lift til Adam, men han nåede ikke at sove længe i den, før 'fasten seatbelt'-tegnet kom pga. lidt turbulens. Han sov derfor hos Jens det meste af natten. Ruben og jeg så 'Toy Story' til kl. 3, og så var det også på tide at vi fik sovet lidt.

Vi sad sammen med en hollandsk familie, som også havde hentet deres søn og lillebror i flyet, det var hyggeligt at småsludre lidt med dem. Da vi endelig landede i Amsterdam, kunne de gå direkte ud til den store modtagelse fra familie + venner i Schiphol Lufthavnen, mens vi lige måtte tage turen gennem hele lufthavnen, inden vi kunne komme videre. Vi fik skiftet ble (2 gange med ca. 5 minutters mellemrum!) og tøj, for vi trængte til at komme i noget lettere tøj, fik købt lidt slik og så gik turen igennem security, som bestemt er en anden sag i Holland end den er i Sydafrika (for som de sagde i SA - ' Vi har ikke terror i Afrika'!!) Så let tog de ikke på det i Holland, her skulle al babymaden + mælk vises frem, al elektronik skulle ud og Adam skulle ud af bæreselen, så jeg kunne tage den af, så den også kunne scannes!! Tidligere har vi ikke tænkt over, det kunne være problematisk med HÅNDbagage, dvs. almindelige tasker, man holder i hånden - men med 12 kg (ca) x 3 + baby i bæresele, så var det ikke længere så sjovt. Vi lovede hinanden mange gange, at NÆSTE gang, vi skal flyve, så køber vi trollys som håndbagage! - Det var nu nemmere, dengang man bare rejste med sin rygsæk og intet andet - til gengæld kan intet overgå det at stå i en kæmpe lufthavn og vide at uanset, hvor mange mennesker, der her skal ud at rejse, så er der ingen, der skal noget mere fantastisk end os - at hente sit barn hjem :)

Mens vi ventede på check-in til flyet til Billund mødte vi et par sidst i 50erne, som lige måtte hen og hilse på, for de havde selv hentet deres søn i Kastrup for 21 år siden, og det vakte gode minder at se os, sagde de. Meget sødt :) Den sidste tur mod Billund gik også fint, den time fløj afsted (!) men det gjorde bagageafhentningen desværre ikke, det tog godt en halv time sammen med alle charterturisterne i Billund Lufthavn inden vi ENDELIG, endelig kunne komme ud til familie og venner, som stod og tog imod os med danske og sydafrikanske flag. Det var så rørende at se dem/Jer alle stå der og være så glade for at tage imod os og især Adam og Storebror Ruben, som det jo især var en kæmpe oplevelse for - en oplevelse, han har set frem til i årevis. På flyet sagde han 'Nu er det endelig vores tur til at komme hjem med en lillebror i lufthavnen'. Han har talt så meget om, hvordan det mon ville være at komme hjem med Adam og blive modtaget i Billund, hvad alle mon ville sige til ham og til Adam - han har været så spændt og det var en stor, stor oplevelse for ham at blive taget imod af glade, kendte mennesker med flag og gaver! Tusind tak til Jer alle, det var virkeligt rørende!!

Vores indkørsel var pyntet med flag, der var mad og drikkevarer i køleskabet og ikke mindst flere gaver til både Adam og Ruben. Så dejligt!

Adam indtog straks huset, efter kun kort tid hjemme var han godt i gang med at undersøge vindueskarme, skuffer og skabe, så der gik ikke lang tid, før det ellers så (næsten unaturligt-) ryddelige køkkenbord var fyldt op med ting, som vi havde 'reddet' fra Adam, og som nu krævede at blive forflyttet til sikrere steder.. Efter 6 år har man altså glemt, hvordan det er at have små børn, kan vi konstatere..

Nu har vi været hjemme i nogle dage, og alt er vel - det går bare deruda´ hos familien Rasmussen, vi er så småt ved at være igennem vasketøjet fra de sidste par dage i Joburg og turen hjem, vi har fået mad at spise hver dag, på trods af stort behov for hygge, leg og en del bleskift, og der har tilmed været tid til en Føtex-tur i klapvogn og en tur på Rådhuset for at melde Adams hjemkomst. Man skulle jo egentlig tro, det var nok at komme med div. papirer og hans danske pas, men nej, Adam selv skulle også 'møde op'.. Hmmm..skulle vi mon også slæbe vores nyfødte barn med på Rådhuset 2 dage efter fødslen, mon?? Bare for lige at se OM det mon også kunne have sin rigtighed at vi havde fået et barn? Kunne nogen finde på at 'lade som om' de havde adopteret et barn - taget orlov, fået lavet pas, fået plejetilladelse og alt det andet, man gør - bare for sjov?? Nå, men de skulle selvfølgelig også have lov at nyde synet af vores lille søn ;)

Efter Rådhusturen måtte vi straks videre for at købe div. børnesikringer til skuffer og skabe, for det 'rustikke look' (en 'pind med klods') vi har på den ene side af køkkenet og det mere 'futuristiske look/PlasticFantastic' (en plastikskruetvinge fra Rubens legetøjsværktøjsbænk) bliver vi ret hurtigt trætte af at se på, kan vi allerede nu fornemme..

Vi har i dag været ved lægen, som kunne se at Adams ører er LIDT lyserøde indeni, men det var ikke noget, der (længere?) krævede behandling. MÅSKE havde han et lille hul i trommehinden, men det kunne også være meget mørk ørevoks ;) Jeg har også fået ringet til sundhedsplejersken, som kunne huske Ruben og jeg, selvom det da efterhånden er 5 år siden, vi har haft besøg af hende sidst, hun kommer forbi midt i august.

I dag har kusine Karla - som i lufthavnen fortalte Ruben at hun til jul også får en lillebror - moster Kathrine og onkel Morten forbi med is og på torsdag kommer mormor og morfar på besøg, det glæder vi os til.

Adam sover hos os i soveværelset, han har nu meget brug for at vide, hvor vi er og skal trøstes og beroliges en del gange i løbet af aftenen, men han er glad og fuld af gåpåmod! Ruben er så stolt af ham, og kunne næsten ikke vente med at vise Adam frem til lægen i dag! Han er god til at lege med Adam og til at vise ham ting, dog er han ikke meget for at lade ham komme ind på sit værelse - i så fald skal han (Adam) bæres af én af os, for han må ikke røre Rubens LEGO! Men det er også helt i orden, Rubens værelse ville blive hærget i løbet af få minutter, hvis Adam fik frit lejde derinde! Adam nyder at være i haven og hygger sig både i hængekøje og på rutsjebane.

Det er ikke til at begribe at det kun er 3 uger siden, vi rejste til SA, sikke nogle fantastiske og livsomvæltende uger, det har været - tænk at vi efter 5 års ventetid har fået netop den dejligste søn og lillebror, vores helt egen Adam Lucky.

Nu vil jeg slutte for denne gang, jeg opdaterer måske bloggen ind imellem, men jeg kan ikke love at det bliver ret ofte. - Pludselig har vi ikke megen fritid ved bl.a. computeren længere..

There can be no keener revelation of a society's soul than the way in which it treats its children.
/Mandela

All we are saying..

is

;D

Pas i Pretoria

Så har vores Adam fået sit helt eget (midlertidige-) pas. Vi kørte til Pretoria, hvor Den Danske Ambassade ligger, sammen med Ann, Gert og Lucas.

Turen gik fint, på trods af travlhed på Sydafrikas mest trafikerede vej - vejen mellem Joburg og Pretoria. Phinneas, chaufføren fra Impilo, viste os lidt rundt i Pretoria, inden vores aftale på ambassaden, så vi bl.a. fik set parlamentsbygningen.

Det gik fint på ambassaden, vores dokumenter blev tjekket, Adams pas blev lavet, 310 rand blev betalt, en ble blev skiftet på ambassadens toiletgulv, Adam kiggede ind på et par kontorer og endnu et hurtigt familiebillede blev taget, inden turen igen gik tilbage til Joburg og Janes Place.

Adam har det OK, er sit glade jeg, spiser og drikker fint, men maven er stadig ikke i orden - vi satser dog på, Imodium´en når at hjælpe til flyturen i morgen!

Vi har nu spist et sidste, lækkert aftensmåltid med Ann og Gert, inden vi alle rejser hjem i morgen - nogen af os senere end andre. De skal afsted ved 19-tiden (over Frankrig til Kastrup) og vi er de heldige vindere af afgangen kl. 23.55 mod Amsterdam!! Vi har været meget glade for at være både i Durban og Joburg med familien Mortensen. Man kommer ret tæt på hinanden, når man bliver forældre 'sammen', bor dør om dør og deler stue og køkken - og stor lykke og de frustrationer, der også følger med, når man er nybagte forældre - om det så er til nr. 1 eller nr. 2!

Nu, hvor vi kan se enden på vores rejse efter vores vidunderlige yngste søn og lillebror, er det dejligt at kunne sige at vi glæder os til at komme hjem. Vi glæder os til at komme i gang med vores helt almindelige familieliv, nu som en familie på 4! Men selvom vi er en 'helt almindelig familie på 4', er vi dog også en nybagt adoptivfamilie, og derfor vil vi gerne lige minde om nogle regler, som vil gælde det første stykke tid - det er formuleret som er det skrevet af Adam, og hvis det er læst før, så er det nok på andre adoptanters hjemmesider:

Jeg glæder mig til at møde Jer. Jeg vil gerne lege med jer, men I må ikke tage mig op. Vi kan tale og lege sammen, mens jeg sidder på gulvet eller hos min far og mor. Til at begynde med er jeg nødt til at vide, at tæt fysisk kontakt, får jeg hos mor og far.







2. Giv mig ikke mad og drikke. Jeg skal lige lære, at det er far og mor der dækker mine fysiske behov. Hvis I tror jeg er sulten, så kald på min far og mor.






3. Bring mig ikke uden for mine forældres synsfelt. Jeg kan godt blive bange og utryg, hvis jeg ikke ved hvor de er, eller hvis jeg ikke kan se dem.






4. Hvis jeg er ked af det eller græder, så kald på min far eller mor. Jeg skal nemlig også lære, at det er hos mine forældre jeg skal søge trøst.






5. Hvis jeg selv kommer og vil op, så led mig venligt men bestemt hen til min mor og far.






Jeg håber, I alle vil hjælpe mig I den første tid. Jeg er sikker på at min mor og far nok skal sige til, når jeg er klar til nye udfordringer.

Nu vil de tre ældste medlemmer af familien Rasmussen hygge sig lidt ved dieselovnens skær (!) i Janes stue, inden vi for sidste gang overnatter i Sydafrika. Af hjertet TAK for alle de dejlige hilsener, vi har fået fra Jer, som har fulgt vores rejse efter vores Adam, det har været utroligt rørende!

Én af de dage..

Denne dag er heldigvis ved at være slut! Jens og jeg er først lige blevet færdige med aftensmaden her kl ca 21.15, for vi har været på hospitalet med Adam. Hans mave er begyndt at give problemer igen, så Jane kørte os ind på hospitalet, hvor vi tog på skadestuen med ham. Ingen feber men stadig lidt øreinfektion i venstre mellemøre, så han har fået noget penicillin og noget til maven - og Imodium til at stoppe diarreen igen, så vi kan flyve hjem fredag nat (forhåbentlig-) uden at skifte ble konstant. - Lad mig sige det sådan: I dag er jeg sikker på, vi har rundet det 120. bleskift her i Sydafrika - på 12 dage, that is!

Adam tog det fint i venteværelset, men var ikke så tryg ved at blive undersøgt af lægen. Det gik dog alligevel OK, trods lidt gråd. Men altså, hvor er det besværligt med lægebehandling i andre lande, hvor man skal udfylde en masse papirer, og bagefter vente på at få en regning, derefter vente på at betale etc. Men omvendt så skal man jo bare prise sig heldig fordi man i det hele taget kan tage til et privat hospital og få lægehjælp, modsat millioner af andre mennesker i verden..

Ellers har vi været hos Impilo i dag, hvor vi skulle have talt med lederen, Sue, men hun var meget stresset pga. en krise med den amerikanske ambassade, så hun undskyldte meget, men hun måtte overlade os til en af sine medarbejdere, og det var også helt fint. Vi fik frokost, sandwiches, og en snak med lederen af 'the nursery' hos Impilo, som også fungerer som et mindre børnehjem, de har plads til 16 børn. Vi så nogle af børnene, bl.a. da Adam skulle skiftes, og de har det helt sikkert fint dér, alt taget i betragtning, men man får bare lyst til at tage alle børnene med hjem!! Vi fik udfyldt papirerne, som skal med på den danske ambassade i Pretoria i morgen, og efterfølgende blev vi kørt til en express-fotograf for at få taget pasfotos af Adam og Lucas.

Da vi kom hjem, kunne vi efterhånden konstatere at det var ved at være slemt igen med Adams mave, men mellem et par bleskift nåede jeg dog alligevel at tjekke min mail - og her var der så en besked fra banken om at de havde spærret mit VISA grundet mistanke om misbrug - ARGH!! Så måtte jeg jo ringe til banken i DK, hvor der så var problemer med teknikken, så jeg måtte ca hænge i røret i 20 minutter, inden nogen kunne fortælle mig, hvorfor kortet var blevet spærret! Og det var så pga. en forespørgsel fra SA ang. et beløb, som de skulle hæve - om det kunne have sin rigtighed? Jeg fattede det ikke helt, men jeg kunne da fortælle at beløbet var rigtig nok - 8210 Rand for vores ophold på Idube B&B i Durban! Og da jeg nu havde bekræftet det, kunne mit kort så åbnes igen!

Endnu et bleskift, og SÅ var det, vi besluttede at tage på hospitalet, og nu er vi så tilbage, hvor dette indlæg startede. Og nu gider jeg ikke mere i dag - nu vil jeg i seng. Og inden jeg lægger mig til at sove, vil jeg lige igen minde mig selv om, at det kan godt være, jeg flere gange i dag har sagt at 'nu er det bare for meget, altså', men jeg kan sove trygt og godt sammen med min familie, med elektrisk hegn rundt om huset og 'panic button' ved siden af sengen, få min aftensmad serveret og mit vasketøj vasket OG blive kørt direkte på hospitalet med min søn og få lægehjælp uden nogen problemer, fordi jeg er født i den priviligerede del af verden. Selvfølgelig har man lov at brokke sig over en dårlig dag, men ind imellem har man (jeg!) også godt af at få sat tingene i perspektiv!

I morgen går turen til Pretoria, så Adam kan få sit midlertidige pas med sit nye, fine pasbillede :)

Sleep tight, don´t let the bed bugs bite :D

Summer in The City

OK, jeg kan godt se at overskriften er i skærende kontrast til den foregående, men den er nu stadig passende, for dagen i dag har stået på hygge og afslapning i Janes (vinter-)solrige have.

I morges overvejede jeg ellers at overskriften på dagens indlæg burde være Slippery when wet, fordi dagen i dag var den første, hvor vi alle 4 kom i bad på den samme dag. Og især Adam er 'slippery when wet', for han bliver vasket med oliesæbe, pga. meget tør hud, og får kokosolie i håret - men Joe Cocker vandt over Bon Jovi, overskrift-wise ;)

Vi har bare hygget og leget i haven hele dagen, Jens var glad for endelig at få brug for de shorts, han har slæbt med, og Ruben har hoppet på trampolin og lavet mosaik (igen), og Adam har gynget og leget lidt i sand - og begge drenge har forsøgt at komme i kontakt med katten, Tigger, som ikke er SÅ vild med for megen kontakt, men lidt blev det da til. Vi fik den lækreste frokost serveret i haven, incl. hjemmelavet øko babymad. Og da det blev tid til aftensmad, fik vi Strudse-pie med kartoffelmos - UHM :D Måske står opskriften i den Sydafrika-kogebog, du nævner, mor ;) Desserten var den mest fantastiske, mørke chokolademousse, jeg nogensinde har smagt - virkelig!!

I morgen skal vi til frokost hos Impilo - og Jane skal nok sørge for, vi får en solid morgenmad inden, just in case, Benedicte ;)

Vi har i dag bekræftet vores billetter hjem, vi ankommer i Billund på lørdag ca 14.15 fra Amsterdam. Alle, der har tid og lyst, er velkomne til at hilse på i lufthavnen. Vi har også målt og vejet Adam (godt 9 kg, 75 cm), og vi håber meget på at få en cradle/lift til ham i flyet på vejen hjem (derfor målene - de skal sendes til vores rejsebureau!).

Jeg ligger nogle billeder ind i det forrige indlæg, det fik jeg ikke gjort i går. Om lidt vil vi igen se dyner - heldigvis var natten til i dag knapt så kold, som den forrige, så vi sov alle fint. NatNat fra The Rasmussen Family i Joburg, ZA!

Baby, it's cold outside

Det er KOLDT her i Joburg, når solen går ned ved 17-tiden - det er jo vinter! Om dagen er det skønt med ca. 17 grader, men om aftenen og natten er det altså koldt, for Janes Place - som de andre huse - er jo ikke ligefrem isoleret.

I nat frøs jeg supermeget, så jeg havde det ret skidt her til morgen, men jeg måtte tage mig sammen, for kl. 11 fik vi besøg af en socialrådgiver/sagsbehandler fra Impilo, Shaney. Hun kom for at høre, hvordan vi har det og for at fortælle om planerne for resten af ugen. Onsdag skal vi til frokost hos Impilo + have de sidste dokumenter og torsdag skal vi til Pretoria, som ligger ca 1 1/2 times kørsel væk, for at få lavet pas til Adam og Lucas på den danske ambassade.

Over middag kørte vi til Rosebank, som er et shoppingmall, hvor der bl.a. er et afrikansk marked, hvor vi selvfølgelig fik købt en del - dog gik vi ikke helt amok, for vi skal jo også have plads i kuffert + rygsække. Jens fandt en Quicksilver-butik med 50 %, og så var han jo glad, og jeg fandt en børnetøjsbutik, hvor de havde et tøjmærke, der hed Lucky 8, og så var jeg jo selvfølgelig nødt til at købe en bluse til Adam, hvor der står Lucky på! Vigtigst af alt: Både Ruben og Jens fandt vuvuzelaer i de sydafrikanske farver, og det viser sig at også Adam er meget begejstret for vuvuzelaer!!

Her i Joburg kører vi i taxa, når vi skal ud - vi må ikke rigtigt gå nogen steder, vi skal køres til de steder, vi gerne vil. Der er selvfølgelig mange steder, vi gerne ville se her i Joburg og omegn, men der er ikke rigtig tid og en del steder er ikke rigtig egnet til børn på Rubens alder - fx blev vi frarådet Apartheid-museet af Lisa, vores chauffør fra i går, for hun sagde at det var FOR 'in your face' for Ruben. Det må blive når Adam er gammel nok!

Det er utroligt at se, hvordan Adam udvikler sig i disse dage og hvordan hans tilknytning til os lige så stille bliver stærkere dag for dag. Han vil gerne smile til andre, men hvis de taler for længe til ham eller forsøger at tage ham op, som fx Shaney gjorde i dag, så begynder han at græde og rækker ud efter os. Det er rørende og dejligt at opleve, for det er jo sådan det skal være. Han skal vide, hvor han hører til og hvem, der passer på ham. Det betyder også at han nu har sværere ved at lægge sig til at sove, og han har ind imellem brug for at blive beroliget om natten og vide at vi er der.

Hvis han ikke kan se Jens, kigger han ofte spørgende på mig og siger 'BA!' - det er helt tydeligt hans ord for Far. Når jeg fx kommer ind på værelset, rækker han altid ud efter mig og tager mit ansigt i hænderne og giver mig et stort, vådt babykys. Han er generelt en meget glad dreng, som griner meget, synger, klapper mm, men han er også god til at 'sige fra', når han er utilfreds med noget. Faktisk siger han fra på en meget højlydt facon!!

Vi får ikke lige lagt billeder på dette indlæg i aften, det må vente til i morgen, hvor vi satser på at have en stille og rolig dag herhjemme. Vi har netop spist sent aftensmad sammen med Gert og Ann og planlagt, hvad vi vil have til morgenmad, frokost og aftensmad i morgen sammen med Jane. Det er et 'ritual', vi gennemgår hver aften, for vi kan få præcis, hvad vi ønsker. Luksus! Ruben laver lige lidt mosaik ( vi måtte købe en ny pakke i en legetøjsbiks i dag, for han hygger sig meget med det om aftenen hernede, så han var 'løbet tør'), og om lidt er vi på vej i seng. Håber, I hygger Jer hjemme i varmen, jeg vil nu krybe ned under en dobbeltdyne og 2-3 tæpper sammen med Jens og satse på, det bliver varmere i nat!

Circle of Life

I dag tog Ruben, Adam, Jens og jeg til en løvepark. Det var en rigtig god dag, vi fik klappet nogle søde løveunger, set både 'Timon' og 'Pumba' fra Løvernes Konge (eller i hvert fald nogle familiemedlemmer..) og kørte rundt i ca 4 timer og så løver, næsehorn, zebraer, geparder, gnuer, springboks, bøfler, slanger, krokodiller mm. Det var en superflot tur, det var selvfølgelig ikke Kruger Nationalpark, men det var virkelig godt.

Vores chauffør, Lisa, var rigtig god med Ruben, han fik lov at sidde foran inde i parken sammen med hende, og hun var rigtig god til at forklare ham om dyrene på langsomt engelsk, så vi kunne oversætte, og nogle af forklaringerne kunne han forstå af sig selv. Vi var afsted i alt 7 timer, så der var også tid til lidt leg på legeplads og en picnic, som Manuel fra Janes Place havde lavet til os - Uhm :)

I dag, d. 18.7 er det Madiba Day, dvs. Mandela Dag, Mandelas fødselsdag, hvor alle sydafrikanere opfordres til at bruge 67 minutter på at gøre noget godt for dem, der har brug for det - ligesom Mandela gav 67 år af sit liv på at bekæmpe ulighed og Apartheid. Lisa (som er hvid) fortalte en smule om sine oplevelser med Apartheid, og hun blev så berørt af det, at hun faktisk begyndte at græde, mens hun kørte.

Adam og Ruben havde begge en god dag, men var også begge meget trætte på turen hjem.

Vi er alle meget trætte nu, så det bliver et kort indlæg. Jeg forsøger at vedhæfte et par billeder, men forbindelsen er dårlig (TIA, som Lisa sagde - 'This Is Africa'!).